Nogen spørger AI. Andre spørger kunstnerne.

‘Tag Min Hånd, Så Slipper Vi’ er titlen på Barselonas nye album med et smukt cover af den danske billedkunstner Harald Giersing, hentet fra geniale SMK OPEN, hvor tusindvis af kunstværker kan hentes kvit og frit. I en global tid, hvor vi snakker mere og mere engelsk, er vores danske sangskrivere vendt tilbage til modersmålet. Ikke mindst Barselona, hvis digterkunst vi i denne uge vil fremhæve, ved at invitere dem med i formatet Dagens Digt.

En anden kunstner vi giver en håndsrækning denne uge, er talentfulde Kathrine Ærtebjerg. Hun er en del af gruppeudstillingen ‘Solen Er Så Rød Mor’, hvor fire af Danmarks største billedkunstnere fortolker klimakrisen.

Med andre ord: Rock, poesi og klima. Tag os i hånden og læs med.

Dagens digt med et rockband?

Vi har længe været optaget af den drejning mod sproget, som dansk musik har taget. Men hvad sker der med ordene, hvis sangteksten tages alvorligt som et digt? Det var Rud Aslak og Rasmus Theodor fra Barselona heldigvis klar på, da vi mødte dem i øveren i forbindelse med deres aktuelle album Tag Min Hånd, Så Slipper Vi.

Det er forsanger Rud Aslak, der står bag teksterne på albummet, som udspringer fra et mere sårbart sted end tidligere. Særligt linjerne fra nummeret ‘Udsving’ ramte bandkammeraten Rasmus Theodor (og os):

Du spørg hvordan jeg ka' være ensom
Du siger, der' så mange der tænker på mig

Se video her - og oplev Danmarks måske hyggeligste øvelokale med hjemmestrikket fan-merch og en plakat fra Saltvandakvariet i Esbjerg.

Sorgen, glæden og det ihærdige liv

Fra de indre katastrofer, til dem der udspiller sig ude i verden. Billedkunstnerne Anna Fro Vodder, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg og Lise Blomberg har alle skabt værker om klimakrisen til gruppeudstillingen ‘Solen Er Så Rød Mor’. Titlen er hentet fra hentet fra den populære godnatsang med tekst af Harald Bergstedt og musik af Carl Nielsen, men får en noget anden klang i klimakrisens dystopiske lys.

At kunsten har genklang i en global katastrofe, gør det ikke mindre udfordrende at holde blikket på Kathrine Ærtebjergs værk med titlen ‘Sorgen, glæden og det ihærdige liv (mor, hvorfor græder du?)’, som du kan se i vores format Kig På Kunst i 5 Min. Værket tematiserer blandt andet klimakrisen gennem gråd, mystiske snegle og en form for kvindelig erigeret penis.

Nogen spørger AI. Andre spørger kunstnerne.

Vi var ikke det eneste danske medie, der lancerede i sidste uge. Samtidig med os, lancerede Michael Dyrby Projekt Y, som har slået sig op på at skabe journalistik med brug af kunstig intelligens. For tiden debatteres brugen af AI i kunst og journalistik heftigt. Hos Hver 8. Dag ved vi godt, hvilket hold, vi er på. Derfor lader vi også rigtige mennesker stille spørsmål til levende kunstnere.


God weekend!




Næste
Næste

Small Steps Create Big Shifts