Kan du holde blikket?

Det bimler og bamler! Aldrig har der været så meget kamp om din opmærksomhed. Vores evne til at fordybe os, udfordres dagligt af notifikationer, opkald, mails, beskeder og gamle messengertråde med forslag til datoer, der aldrig bliver til noget.

Derfor udfordrer vi dig i denne uge til at sætte tempoet ned, og bruge 5 minutter i selskab med 1 kunstværk. Og det er ikke 1 sekund for lang tid, når værket hedder ‘Modelmageren’, og er skabt af den danske billedkunstner Amalie Smith, som lige nu kan ses med solo-udstillingen ‘Levende’ på Kunsthal Charlottenborg.

Det er ikke kun kunsten, der kalder på, at vi kommer ned i gear. Også ønsket om den analoge, uforstyrrede lytteoplevelse har fået salget af cd’er og vinylplader til at boome. Derfor besøgte vi en pladebutik med det danske hardcore-band SYL, for at finde 5 helt analoge plader, der har formet dem som band - 4 gode plader og 1 lort. De er iøvrigt aktuelle med albummet med den passende titel ‘TL:DR’ (internetslang for Too Long; Didn't Read).‘

Kunst + rawdogging = fordybelse

Idéen til Kig På Kunst i 5 Min udspringer af fænomenet rawdogging – en TikTok-trend, hvor, især unge mænd, udfordrer deres egen selvdisciplin og koncentrationsevne ved at undlade al form for underholdning og distraktion på meget lange rejser. I vores format kan du trygt blive hjemme i sofaen, når vi i videoen her, udfordre dig til at rawdogge et kunstværk i 5 minutter.

Modelmageren, som kunstværket hedder, er skabt af billedkunstner Amalie Smith, og kan ses på hendes solo-udstilling ‘Levende’ på Kunsthal Charlottenborg i København. Udstillingen tematiserer forbindelserne mellem natur, menneskeliv, videnskab, kunst og kunstigt liv. I en anmeldelse i Weekendavisen skrev Madame Nielsen meget præcist:
“Med forskerens kølige blik og kærlig hånd forvandler Amalie Smith Charlottenborg til et gravkammer, hvor alt det, der forbinder mennesket med resten af verden, hviler side om side, så nært og samtidig frustrerende urørligt.”

For langt, fik ikke læst

Fra gravkamrene på Kunsthal Charlottenborg til internettets ekkokamre på danske SYLs nye album ‘TL;DR’. Titlen er en politisk kommentar til, at vi i dag helst vil have komplekse problemer, serveret i ultrakorte, letfordøjelige bidder. Forkortelsen Too Long; Didn't Read (for langt, fik ikke læst), og er Syl’s kritik af vores engagement i verdens hårdtslående problemer.

Slående var det også, at SYL ville sige verden noget, da vi bad dem pege på 5 album, der har formet dem som band (4 Gode 1 Lort). I hvilken en af kategorierne Linkin Park’s Hybrid Theory endte, må du se videoen her, for at finde ud af. Og så synes vi da også lige, du skal høre nummeret ‘Persienner’fra det nye album, som sangeren Østen er med på. Ham har vi tidligere tilbragt ‘1 Dag i Livet Med’.

Ps.

Vil du høre digter Signe Gjessing læse smukke linjer som “Verden: Et vådt kys vi tørrer af i horisonterne” op fra sin digtsamling ‘Blaffende rum nænnende alt’, som Gyldendal netop har genudgivet, så tjek videoen her.

Du kan også følge med i 1 dag i livet med Christopher Læssø, der er aktuel med ‘Jægerne’ på Mungo Park. Han fortæller om sine mærkelige husketeknikker, middagslur og om at være dukkefører under eksplicitte pornoscener med nazi-dukker.

Kæmpe stor tak til alle jer, der i går kom forbi vores tiny office på Siljangade, til vores lanceringsfest og fejrede hver8dag. Tak til musikken fra Vinnie Who og Simone Tang, oplæsninger fra Runa Lily Luth og Sølve Nedergaard Lauritsen. Det var en fornøjelse, at samle så mange mennesker om kulturen, og vi glæder os til at dele meget mere med jer.

God weekend!
Kh fra redaktionen i Siljangade

Forrige
Forrige

Nogen spørger AI. Andre spørger kunstnerne.

Næste
Næste

Åbn vinduet - vi er i luften med Hver 8. Dag !